Hvis en kommune, der behandler en børnesag, får mistanke om, at et barn udsættes for mishandling i hjemmet, kan kommunen være nødt til at foretage en vanskelig og skønspræget afvejning af på den ene side hensynet til at beskytte barnet og på den anden side hensynet til at værne om retten til respekt for familieliv og privatliv. I denne artikel sætter vi fokus på netop dette dilemma.
Kommunerne har efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3 pligt til at gribe ind og iværksætte nødvendige foranstaltninger, hvis kommunen har viden eller mistanke om, at et barn udsættes for mishandling i form af vold, seksuelle overgreb eller lignende omsorgssvigt i hjemmet.
Efter barnets lov har kommunerne tilsvarende pligt til at føre tilsyn med de forhold, som børn i kommunen lever under.
Kommunerne skal imidlertid også værne om retten til respekt for familieliv og privatliv efter EMRK artikel 8, hvilket indebærer, at kommunerne ikke må gøre indgreb i familielivet, eksempelvis ved at fjerne et barn fra dets forældre, medmindre det er strengt nødvendigt.
Kommuner skal aktivt forebygge overtrædelser af EMRK artikel 3
EMRK artikel 3 indeholder et forbud mod tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling. Der er forskel på “tortur”, “umenneskelig” og “nedværdigende” behandling. Tortur er den groveste form for mishandling, mens nedværdigende behandling er den mildeste form for mishandling. Der er yderst sjældent tale om tortur i danske børnesager.
I praksis skelnes der typisk ikke mellem umenneskelig eller nedværdigende behandling. Det er oplagt, at vold og seksuelle overgreb anses for umenneskelig eller nedværdigende behandling. Det samme gør sig gældende, hvis barnet lever under særdeles uhygiejniske forhold. Der kan dog også være kritisable forhold i hjemmet, fx alkoholmisbrug eller fejlernæring, som ikke nødvendigvis eller ikke i sig selv er i strid med EMRK artikel 3.
Hvorvidt omsorgssvigt i hjemmet falder inden for bestemmelsen i EMRK artikel 3, beror på en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder – og det er ofte en vanskelig vurdering. Jo yngre og mere sårbart barnet er, desto mindre skal der til for at statuere, at omsorgssvigt er omfattet af EMRK artikel 3.
Kommunerne har efter EMRK artikel 3 en forpligtelse til aktivt at forebygge og forsøge at forhindre mishandling, som kommunen har eller burde have haft viden om. Der er tale om en handlepligt. Hvis et barn har været udsat for mishandling efter EMRK artikel 3, og kommunen har tilsidesat sin handlepligt, taler man om, at barnet har været udsat for myndighedssvigt. Myndighedssvigt kan føre til, at barnet kan have krav på en økonomisk godtgørelse fra kommunen.
Sammenhæng med barnets lov
Handlepligten hænger tæt sammen med kommuners tilsynsforpligtelse efter barnets lov § 9, stk. 1. Barnets lov pålægger kommunen både en positiv og en processuel handlepligt. Den positive handlepligt forpligter kommunen til aktivt at tage skridt til at forebygge, at børn bliver udsat for mishandling i strid med EMRK artikel 3. Den processuelle handlepligt indebærer, at kommunen skal efterforske mulige overgreb og iagttage officialprincippet i relation til beslutninger, der træffes undervejs. Det indebærer, at kommunen skal undersøge og vurdere, om barnet har behov for støtte fra kommunen, og i givet fald træffe passende og nødvendige foranstaltninger til sikring af barnets tarv.
EMRK artikel 8
EMRK artikel 8 indeholder en pligt for kommuner til at værne om retten til respekt for familieliv og privatliv. Beskyttelsen i EMRK artikel 8 handler bl.a. om at give familier ret til at leve sammen uden myndigheders indblanding.
Når en kommune træffer foranstaltninger, der i et eller andet omfang hindrer eller berører familielivet, foreligger der et indgreb, som skal kunne retfærdiggøres i medfør af artikel 8. Et indgreb kan bl.a. retfærdiggøres, hvis det har hjemmel i loven og er nødvendigt for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.
Tvangsanbringelse som værktøj
Kommuner har hjemmel til at anbringe et barn uden for hjemmet uden forældrenes samtykke, når der er åbenbar risiko for, at barnets sundhed eller udvikling ellers vil lide alvorlig skade, jf. barnet lov § 47.
Tvangsanbringelse udgør et indgreb i retten til respekt for familieliv og privatliv efter EMRK artikel 8. For at en kommune lovligt kan gøre indgreb i denne ret, kræver det, at der er et anbringelsesgrundlag. Kommunen skal således foretage en rimelig afvejning mellem hensynene til barnet på den ene side og familien på den anden side, hvor barnets tarv og barnets bedste skal være i centrum. Det følger af praksis, at adskillelse af en familie skal bygge på tilstrækkeligt fornuftige og tungtvejende hensyn. Det er ikke tilstrækkeligt, at barnet vurderes at ville få det bedre, hvis det bliver anbragt uden for hjemmet – der skal mere til. Derudover skal indgrebet være proportionalt.
Når der er et anbringelsesgrundlag
Det er afgørende for beskyttelsen af barnet, at kommunen griber ind på det rette tidspunkt. Kommunen er således forpligtet til hurtigt og effektivt at gribe ind, hvis kommunen får begrundet mistanke eller konkret oplysning om, at et barn har været udsat for mishandling omfattet af EMRK artikel 3.
En sådan situation foreligger, hvis en nabo, skolelærer, læge eller anden person i barnets netværk kontakter kommunen med oplysninger, som tydeligt viser, at barnet bliver udsat for mishandling (underretning). I disse tilfælde vil kommunen utvivlsomt være forpligtet til at gribe ind og iværksætte nødvendige foranstaltninger. Når kommunen har sådanne oplysninger, vil der skulle mindre til for at retfærdiggøre et indgreb i retten til familieliv efter EMRK artikel 8.
Tvivlstilfælde og dilemma
Hvis der ikke foreligger en underretning eller andet grundlag, som gør det klart for kommunen, at barnet har været udsat for mishandling omfattet af EMRK artikel 3, kan det være svært for kommunen at vurdere sagen. Grænseområdet mellem bestemmelsernes anvendelsesområde er ikke præcist defineret, og i sidste ende vil afgørelsen bero på kommunens skøn.
I retssager om myndighedssvigt forekommer det ofte, at en modpart peger på, at kommunen burde have tvangsanbragt på et tidligere tidspunkt for at opfylde sin forpligtelse efter EMRK artikel 3 til at beskytte barnet. I nogle sager vil kommunen omvendt kunne forsvare sig med henvisning til EMRK artikel 8 (i samspil med barnets lov) om kommunens pligt til også at ind-drage hensyn til familielivet, der skal respekteres.
Kommunerne skal med andre ord både leve op til EMRK artikel 3 og EMRK artikel 8. Begge bestemmelser har derfor relevans både i retssager om myndighedssvigt og i en række andre sociale sager.