Sager om myndighedssvigt udspringer typisk af, at en borger mener at have været udsat for mishandling i form af vold, seksuelle overgreb eller lignende omsorgssvigt i hjemmet eller under en anbringelse, og at kommunen har et ansvar for, at det skete. Sagerne omhandler ofte forhold, der har fundet sted mange år tilbage i borgerens barndom.
Hvordan kommer kravet ind, og hvilke reaktionsmuligheder har kommunen?
Kommunen vil typisk modtage et krav om godtgørelse i form af et brev, eventuelt ledsaget af et stævningsudkast fra en advokat. Godtgørelsesniveauet i sager om myndighedssvigt ligger i praksis på 300.000 kr.
Kommunen har herefter overordnet to muligheder. Kommunen kan enten overveje at indgå et forlig med borgeren om at imødekomme kravet, eller den kan afvise kravet. Hvis kommunen vælger at afvise kravet, må der påregnes risiko for, at borgeren anlægger en retssag ved domstolene.
Skal kommunen imødekomme eller afvise kravet?
Kommuner har ikke samme handlefrihed med hensyn til økonomiske forligsaftaler som private parter, da kommunen forvalter borgernes (skatte)penge. Kommuners mulighed for at indgå forlig er begrænset af kommunalfuldmagten, herunder grundsætningen om økonomisk forsvarlig forvaltning og forbuddet mod begunstigelse af enkeltpersoner. Kommuner kan således ikke frit indgå “en god handel” som løsning på en tvist.
Muligheden for, at kommuner kan indgå et forlig med en borger, herunder udbetale godtgørelse for at begrænse kommunens udgifter til at føre en retssag, er derfor begrænset til situationer, hvor det med den fornødne sikkerhed kan lægges til grund, at kommunen, uden at det er fastslået ved en dom, er retligt forpligtet til at udbetale godtgørelsen. Efter praksis har kommunerne et vist spillerum ved udøvelsen af dette skøn.
Det kan også udtrykkes sådan, at kommunen sammen med sin advokat skal vurdere procesrisikoen ved en retssag anlagt af borgeren. Hvor sandsynligt er det, at kommunen i en retssag vil blive dømt til at udbetale godtgørelse? Jo nøjere sandsynligheden er, desto sikrere hjemmel har kommunen til at indgå et forlig i stedet for at gennemføre retssagen. Vurderingen heraf afhænger først og fremmest af, om de overgreb, som borgeren mener at have været udsat for, er veldokumenterede. Fx kan det have væsentlig betydning, om der foreligger en tidligere straffedom, hvor der er taget stilling til, om borgeren har været udsat for overgreb. Karakteren og mængden af skriftlig dokumentation kan også have betydning i begge retninger. Hvis borgerens udlægning af, hvad der er sket, ikke er tilstrækkeligt underbygget af skriftlig dokumentation, vil det tale imod, at kommunen kan indgå et forlig. Her vil der i sagens foreliggende materiale ikke være et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at antage, at borgeren har været udsat for overgreb. Vurderingen af kommunens ansvar vil i sådanne tilfælde bero på en domstolsprøvelse af sagen, herunder vidneforklaringer samt yderligere bevisførelse.
Kommunen er ikke forpligtet til at indgå forlig, selvom der er hjemmel til det. Kommunen kan således under alle omstændigheder vælge at afvise kravet og henvise til, at en eventuel udbetaling af godtgørelse må bero på en domstolsprøvelse.
Vigtigheden af sagsoplysning
En kommunes beslutning om enten at afvise eller imødekomme et krav er en processuel beslutning – ikke en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Det betyder, at officialprincippet ikke finder direkte anvendelse. Kommunen skal dog ud fra princippet om saglig forvaltning sikre, at der foreligger et tilstrækkeligt oplyst grundlag for at kunne træffe en forsvarlig og korrekt beslutning.
Kommunens ansvar for at oplyse sagen tilstrækkeligt medfører ikke, at kommunen har pligt til at fremskaffe alle oplysninger i sagen. Kommunen skal dog indhente de oplysninger, som er nødvendige for, at der kan træffes en forsvarlig og velunderbygget beslutning.
Grundet sagernes karakter, herunder det tidsmæssige aspekt, har kommunen ofte et stort “gravearbejde” foran sig. Det kan derfor være hensigtsmæssigt at påbegynde sagsoplysningen relativt hurtigt efter modtagelsen af kravet. Hvis kommunen ikke selv ligger inde med materiale af betydning for sagen, bør kommunen overveje, om relevante oplysninger for sagen kan findes andetsteds, herunder hos Rigsarkivet eller politiet.
Vurdering af kommunens ansvar i sagen
Vurderingen af kommunens eventuelle ansvar i sagen beror i første række på, om der foreligger det fornødne bevis for, at borgeren har været udsat for mishandling i strid med EMRK artikel 3. For at en mishandling falder ind under anvendelsesområdet for EMRK artikel 3, kræves det, at hændelsen overstiger et vist minimum af alvor. Efter praksis er der ikke tvivl om, at seksuelle overgreb, vold og lignende omsorgssvigt er omfattet af anvendelsesområdet, hvorimod fx uhygiejniske levevilkår udgør et grænsetilfælde. Tærsklen vil være lavere, hvis der er tale om små børn eller andre sårbare personer. Hvis det må anses for dokumenteret, at borgeren har været udsat for mishandling i strid med artikel 3, skal det dernæst vurderes, om kommunen vidste eller burde have vidst, at borgeren blev udsat for eller var i risiko for at blive udsat for en sådan behandling. Kommunens kendskab til forholdene beror i praksis på, i hvilket omfang kommunen modtog underretninger, førte tilsyn, foretog hjemmebesøg eller lignende.
Hvis det kan lægges til grund, at kommunen havde kendskab eller burde have haft kendskab til mishandlingen eller risikoen herfor, skal det endelig vurderes, om kommunen har iagttaget sin positive forpligtelse til at beskytte barnet ved at iværksætte nødvendige foranstaltninger for at sikre, at mishandlingen ikke fandt sted. Det omfatter således en vurdering af, om kommunen løbende fulgte op i sagen, herunder iværksatte støtteforanstaltninger, vurderede anbringelsesgrundlag og lignende.
Ovennævnte elementer udgør tilsammen ansvarsgrundlaget. Hvis det ikke er til stede, kan kommunen ikke holdes ansvarlig og vil dermed ikke have pligt til – og derfor heller ikke hjemmel til – at betale godtgørelse.
Hvem har bevisbyrden?
Det påhviler som det klare udgangspunkt borgeren at løfte bevisbyrden, både for hvad der er overgået borgeren, og for at kommunen har handlet (eller undladt at handle) på en måde, så borgeren er berettiget til en godtgørelse.
I særlige tilfælde kan bevisbyrden vende, hvorefter det påhviler kommunen at bevise, at borgerens udlægning af faktum er forkert. Det gælder i de tilfælde, hvor sagens oplysninger primært ligger inden for myndighedens viden, og hvor det således er meget vanskeligt – eller umuligt – for borgeren at løfte bevisbyrden for den påståede krænkelse. Det er navnlig set i praksis, hvor borgeren har været udsat for krænkelser i myndighedens varetægt, fx i politiets varetægt. I disse sager vil der være en formodning for, at borgerens udlægning af faktum er korrekt. Dette er dog ikke hidtil set i dansk praksis vedrørende sager om myndighedssvigt. Heller ikke i danske retssager om myndighedssvigt, hvor den sagsøgte kommune har været i besiddelse af størstedelen af sagens akter samt været forpligtet til at bidrage til sagens oplysning, har dette ført til en omvendt bevisbyrde.