Må en kommune selv regulere udledningen af regnvand? Og kan kommunen selv bestemme, at der skal anvendes en strengere standard end BAT i en konkret sag?

Den type af spørgsmål støder vi ofte på i dialogen med kommunerne, bl.a. når de skal behandle udledningstilladelser. Her kan de juridiske rammer for ud­ledning af regn- og skybrudsvand have stor betydning.

Regulering for udledning af regnvand

Regnvand kan kun udledes til en recipient, hvis kommunen har meddelt en ud­lednings­­tilladelse efter miljø­beskyttelses­­loven. Der er imidlertid ingen regulering, der fastlægger, hvilke vilkår kommunen skal eller kan fastsætte i en udledningstilladelse til regnvand. Det skyldes, at spildevands­bekendt­gørelsen opererer med PE-krav, der ikke finder anvendelse ved regnvand.

Det er dermed op til den enkelte kommune i den konkrete sag at vurdere, hvilke krav der er nødvendige for den enkelte udledning af regnvand.

Indsatsprogrambekendtgørelsen, der er udstedt efter miljømålsloven, sætter krav om, at en kommune ikke må meddele (nogen) udledningstilladelse, hvis det medfører forringelse af et vandområdes tilstand. Hvis en recipient ikke opfylder miljømålet, må kommunen således ikke meddele udledningstilladelse, hvis tilladelsen betyder, at miljømålet ikke kan opfyldes.

Indsatsprogrambekendtgørelsen gælder naturligvis også ved udstedelse af tilladelser til udledning af spildevand efter spildevandsbekendtgørelsen, der ikke er regnvand; men i modsætning til disse tilladelser er indsatsprogram­bekendtgørelsen den eneste regulering, og alene en regulering af recipienten, ikke af kilden.

Spørgsmålet er herefter, om BAT-princippet efter miljøbeskyttelsesloven – ved siden af indsatsprogram­bekendt­gørelsen efter miljømålsloven - kan bruges til at stille funktionskrav som et alternativ til fraværet af vilkår i udlednings­tilladelsen til regnvand?

Hvad er BAT på det enkelte område?

BAT (Best Available Technique) er udtryk for standarden for den bedste tilgængelige teknik inden for et givent teknisk område. Det kan f.eks. være BAT for udledning af tag- og over­flade­vand. BAT er en dynamisk standard, der udvikler sig med tiden. Den bedste tilgængelige teknik i går er derfor ikke nødvendigvis den bedste i morgen.

En kommune fastlægger som udgangs­punkt ikke selv, hvad BAT er på et bestemt område. Efter praksis skal fastlæggelsen af BAT på området for udledning af regnvand ske ud fra Miljøstyrelsens vejledninger, branche­standarder og Miljø- og Fødevare­klage­nævnets praksis.

En kommune kan godt stille funktions­krav i forbindelse med udledninger af tag- og overfladevand, når det sker for at sikre overholdelsen af miljøkvalitets­kravene, men funktionskravene skal være baseret på BAT.

Strengere krav end BAT

Det er muligt at anvende strengere krav end BAT i en konkret sag, hvis kommunen ønsker det. Dog skal de strengere krav bunde i lovlige hensyn, og de skal være proportionale i forhold til de miljømæssige konsekvenser, det ville have, hvis kravet (kun) var BAT. Samme principper gælder også generelt, når kommunerne meddeler udledningstilladelser – og når de træffer afgørelser i øvrigt.

Proportionalitetsprincippet indebærer, at kommunen ikke må gå videre end det, som er nødvendigt for at opnå det ønskede resultat. For udledning til overfladevand er det ønskede resultat, at vandplaner (og andre beslutninger om rent vandmiljø, f.eks. badevands­kvalitet) kan overholdes.

Hvis en anvendelse af BAT-standarden i en konkret sag ville betyde, at målet for vandplanerne ikke kunne nås, vil det dog som udgangspunkt være proportionalt at stille strengere krav end BAT. Kommunen ville nemlig i modsat fald være forpligtet til at meddele afslag på ansøgningen om udledningstilladelsen.

Det er altså ikke umuligt at anvende strengere krav end BAT, men det er nødvendigt at holde tungen lige i munden, og pennen skarp, når man formulerer kravene.

Forfatter

Henriette Soja

Partner (H)