Som udgangspunkt er det grundejerens ansvar at beskytte egen ejendom mod oversvømmelse eller erosion fra havet. Den grundejer, der ønsker at etablere kystbeskyttelsesforanstaltninger til sikring af sin ejendom, afholder derfor selv omkostningerne hertil. Kystbeskyttelse forudsætter en forudgående tilladelse fra Kystdirektoratet.
Om en ansøgning om tilladelse til kystbeskyttelse imødekommes, beror på Kystdirektoratets konkrete afvejning af relevante hensyn i forhold til den enkelte sag. Hidtil har praksis været ganske restriktiv. Kystdirektoratet har således i de seneste år haft en praksis, hvor der i vidt omfang er givet afslag på ansøgninger om konkrete kystbeskyttelsesforanstaltninger ud fra betragtninger om, at andre beskyttelsesforanstaltninger er bedre egnede til at beskytte den enkelte ejendom og den kyststrækning, som ejendommen ligger på. Ofte har Kystdirektoratets begrundelser for afslag i disse sager været, at en samlet løsning med sandfordring af den samlede kyststrækning udgør en mere egnet beskyttelse.
Med den nyeste lovændring er der taget specifik stilling til, at denne restriktive praksis ønskes lempet, så der skal være bedre muligheder for den enkelte grundejer til at beskytte sin ejendom. I lovforarbejderne er således angivet, at den hidtidige praksis “efter regeringens opfattelse ikke afspejler den rette balance mellem de almene samfundshensyn, som er udtrykt i formålsbestemmelsen, og hensynet til den enkelte grundejers ønske om at beskytte sin ejendom.”
Lovændringen
Med lovændringen ændres kystbeskyttelseslovens formålsbestemmelse.
Den nye formulering af formålsbestemmelsen indebærer, at det nu specifikt fremgår af lovens formålsbestemmelse, at etablering af kystbeskyttelse skal vurderes ud fra risikobetragtninger for området. Desuden er der i bestemmelsen indarbejdet en oplistning af de hensyn, som skal indgå i vurderingen, når der tages stilling til en ansøgning om etablering af et kystbeskyttelsesanlæg.
I forarbejderne til lovændringen er anført, at administrationen af hensynene skal afspejle regeringens ønske om, at borgerne i videre omfang end i dag skal have mulighed for at kystbeskytte egen ejendom, og at de enkelte grundejere i højere grad skal have frihed til at vælge, hvordan de vil beskytte deres ejendom, hvis der teknisk er flere muligheder, som ikke er til gene for naboerne.
Efter formålsbestemmelsen skal følgende hensyn indgå ved vurdering af en ansøgning om kystbeskyttelse:
- Behovet for kystbeskyttelse
- Økonomiske hensyn ved projekter omfattet af kapitel 1 a
- Kystbeskyttelsesforanstaltningens tekniske og natur- og miljømæssige kvalitet
- Rekreativ udnyttelse af kysten
- Sikring af den eksisterende adgang til og langs kysten
- Andre forhold af væsentlig betydning for kystbeskyttelse.
Der skal fortsat lægges vægt på kystbeskyttelsesmetodens tekniske og miljømæssige kvalitet ved vurdering af de enkelte ansøgninger om etablering af kystbeskyttelse, men hvor der er flere mulige løsninger, skal grundejeren have valgfrihed. Løsningen må dog ikke medføre negativ påvirkning af nabostrækninger.
Hensynene til kystlandskabets bevarelse og genopretning samt naturens frie udfoldelse udgår som selvstændige hensyn efter formålsbestemmelsen. De indgår i stedet fremadrettet som en del af hensynet til den tekniske og miljømæssige kvalitet af det ansøgte kystbeskyttelsesanlæg.
Varetagelsen af økonomiske hensyn til etablering af den mest omkostningseffektive løsning udgår for projekter, hvor en grundejer ønsker at beskytte sin egen ejendom. Formålet med at lade dette hensyn udgå for sådanne projekter er, at de enkelte grundejere fremover selv får lov til at vurdere, om en ejendom er tilstrækkelig beskyttelsesværdig, ligesom de enkelte grundejere selv vil få indflydelse på, om etablerings- og vedligeholdelsesomkostninger står mål med de værdier, der ønskes beskyttet.
25-års kriteriet
Med lovændringen udgår det såkaldte 25-års kriterium som et selvstændigt kriterium i forbindelse med afvejning af hensyn og vurdering af behovet for kystbeskyttelse i den enkelte sag.
Det hidtil gældende 25-års kriterium indebar, at ansøger skulle påvise sandsynligheden for, at der ville være behov for kystbeskyttelse inden for en tidshorisont på 25 år. I praksis har den administrative fortolkning af 25-års kriteriet betydet, at der ofte har været uoverensstemmelse mellem Kystdirektoratets og ansøgernes opfattelse af, hvornår det er nødvendigt at kystbeskytte, så det sker i tide. Kriteriet har dermed vanskeliggjort etablering af kystbeskyttelse, hvis det blev vurderet, at etableringen ville være for tidlig i forhold til det reelle kystbeskyttelsesbehov. Fremover er det derfor ikke en forudsætning for tilladelse til etablering af kystbeskyttelse, at en ejendom vurderes at være truet inden for en tidshorisont på 25 år.
Betydning for grundejerne
Samlet set indebærer den nye formålsbestemmelse, at borgerne i videre omfang end tidligere får mulighed for at kystbeskytte deres ejendomme, ligesom de enkelte grundejere i højere grad vil få frihed til at vælge, hvordan de vil beskytte deres ejendom, hvis der teknisk er flere muligheder, som ikke medfører skadevirkninger på naboejendommene.
Vi forventer, at lovændringen i en periode vil føre til øgede ansøgninger om kystbeskyttelse af egen ejendom, ligesom det må forventes, at lovændringen vil føre til nye ansøgninger fra grundejere, som tidligere har fået afslag af Kystdirektoratet til etablering af kystbeskyttelse.