Social- og Indenrigsministeriet har i en ny udtalelse vurderet, at to kommuners samarbejde om produktion og udbringning af mad hverken har hjemmel i den skrevne lovgivning eller i kommunalfuldmagtsreglerne. Udtalelsen er et relevant fortolkningsbidrag til rammerne for kommunalt samarbejde, herunder § 60-fællesskaber, betjeningsoverenskomster og grundsætningerne om kommunal erhvervsvirksomhed.
To kommuner havde indgået en samarbejdsaftale om produktion og udbringning af mad til borgere, der visiteres efter servicelovens regler. Formålet med samarbejdet var i fællesskab at producere mad af høj kvalitet til lave priser til de to kommuners borgere.
Den ene kommune ejede alle bygninger og inventar til produktionen, stod for selve produktionen af maden, havde alle produktions- og udbringningsmedarbejdere ansat og havde det driftsmæssige ansvar for samarbejdet. Den anden kommunes rolle var ganske begrænset og bestod primært i at deltage i en fælles styregruppe og stå for den overordnede organisering af kørselsopgaven. Der var således stor asymmetri i samarbejdet, hvilket da også medførte, at den kommune, der ydede den noget mindre indsats, som led i udjævningen i samarbejdet betalte et beløb til den anden kommune.
Ankestyrelsen gav grønt lys til samarbejdet
Spørgsmålet om lovligheden af det tværkommunale samarbejde blev af en privat madleverandør indbragt for Ankestyrelsen, som i oktober 2018 udtalte, at der var hjemmel til det tværkommunale samarbejde i kommunalfuldmagtsreglerne. Ankestyrelsen anførte, at grundsætningen om produktion til eget brug finder anvendelse, når et samarbejde sker i et fællesskab af flere kommuner, og at et sådant fællesskab også kan være uformelt; det vil sige uden, at der er oprettet en retlig enhed som ramme for samarbejdet.
Social- og Indenrigsministeriet var ikke enig med Ankestyrelsen
Madleverandøren bad herefter Økonomi- og Indenrigsministeriet – nu Social- og Indenrigsministeriet – om at tage stilling til sagen.
Ministeriet afgav udtalelse i oktober 2019 og konstaterede indledningsvis, at serviceloven ikke regulerer kommuners samarbejde om madserviceopgaver. Da tærskelværdien efter § 2 i “lov 548” var overskredet, var samarbejdet heller ikke hjemlet i den lov. Sagen skulle derfor vurderes efter de ulovfæstede retsgrundsætninger i kommunalfuldmagten.
Samarbejdet havde heller ikke hjemmel i kommunalfuldmagtsreglerne
Ministeriet fandt i modsætning til Ankestyrelsen, at samarbejdet ikke havde hjemmel i principperne om produktion til eget brug. Dette stemmer overens med bemærkningerne til udkastet til lov om lovfæstelse af kommunalfuldmagten, hvori det anføres, at produktionen skal være til en kommunes “eget brug”. Derudover fandt ministeriet ikke, at samarbejdet var omfattet af styrelseslovens § 60, af praksis om betjeningsoverenskomster, eller at der var tale om et andet uformelt samarbejde.
Til sidst vurderede Social- og Indenrigsministeriet, om der forelå en sådan kommunal interesse i samarbejdet, at det kunne gennembryde forbuddet mod erhvervsvirksomhed. Social- og Indenrigsministeriet fandt dog samlet set, at der ikke var en interesse af en sådan karakter og styrke, at samarbejdet kunne anses for hjemlet i kommunalfuldmagtsreglerne.
Ministeriet udtalte derfor 31. oktober 2019, at samarbejdet ikke havde hjemmel i lovgivningen, og at kommunerne enten skal opsige deres samarbejdsaftale, så den er bragt til ophør senest 31. december 2020, eller at samarbejdet inden samme dato skal lovliggøres.