Vestre Landsret har afgjort, at det ikke var i strid med forskelsbehandlingslovens forbud mod forskelsbehandling på grund af religion og tro at opsige en idrætslærer, som ikke mødte op til lørdagsarbejde grundet sin religiøse overbevisning. Landsretten fandt ud fra en samlet vurdering, at kravet om fremmøde var nødvendigt i forskelsbehandlingslovens forstand, og Ligebehandlingsnævnets afgørelse i sagen blev derfor tilsidesat.

Forskelsbehandlingsloven forbyder arbejdsgivere at forskelsbehandle lønmodtagere – både direkte og indirekte – på baggrund af blandt andet religion og tro. Indirekte forskelsbehandling kan foreligge, hvis et krav, der fremstår som neutralt, vil stille personer omfattet af forskelsbehandlingsloven ringere end andre personer. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis kravet er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde kravet er hensigtsmæssige og nødvendige.

Den konkrete sag

Sagen angik en idrætslærer, der tilhører trossamfundet Syvendedags Adventistkirken. Idrætslæreren havde nægtet at møde op til et åbent hus-arrangement, da en central del af trosretningen er at helligholde lørdagen som en sabbatsdag. Som følge af udeblivelsen blev idrætslæreren opsagt. Idrætslæreren klagede herefter til Ligebehandlingsnævnet.

Nævnet fandt, at opsigelsen var udtryk for indirekte forskelsbehandling i strid med forskelsbehandlingsloven, da institutionen ikke havde løftet bevisbyrden for, at kravet om fremmøde var nødvendigt. Institutionen havde ikke godtgjort, at det var umuligt at finde en anden afløser for idrætslæreren, der kunne varetage præsentationen af idræt som studieretningsfag. Ligebehandlingsnævnet tilkendte derfor idrætslæreren en godtgørelse svarende til ni måneders løn.

Vestre Landsret: Krav om fremmøde var nødvendigt

Institutionen indbragte herefter sagen for landsretten. Her var der enighed om, at institutionens krav om fremmøde ved åbent hus-arrangementet var objektivt begrundet i et sagligt formål, og at det var hensigtsmæssigt. Landsretten skulle derfor alene tage stilling til, om kravet var nødvendigt.

Landsretten lagde til grund, at idræt var et nyt studieretningsfag på institutionen, og at der kun var én idrætsfaglærer ansat på institutionen. Det var desuden ikke muligt for institutionen at afvikle åbent hus-arrangementet på en tilfredsstillende måde ved en omrokering af de øvrige ansatte eller ved intern vikariering, da ingen andre af institutionens ansatte havde de nødvendige faglige forudsætninger for at præsentere idræt som studieretningsfag. Det ville derfor være nødvendigt at ansætte to eksterne idrætsfaglærere mod betaling til arrangementet. Endvidere havde institutionen begrænset medarbejderens arbejde til tre timer den pågældende lørdag. Landsretten fandt på baggrund af disse forhold, at kravet om fremmøde var nødvendigt for at kunne præsentere faget på et nødvendigt fagligt niveau.

Landsretten fandt derfor ikke, at opsigelsen var udtryk for indirekte forskelsbehandling i strid med forskelsbehandlingsloven, og institutionen blev frifundet.

Hvad viser afgørelsen?

Afgørelsen viser, at der i sager vedrørende indirekte forskelsbehandling overlades et vist skøn til arbejdsgiveren ved vurderingen af, hvad der må anses at være nødvendigt for at imødekomme et sagligt formål med fx et krav om fremmøde. Der er tale om en konkret vurdering, og modsat Ligebehandlingsnævnet fandt landsretten ikke, at der skal være tale om en streng nødvendighed for at opfylde nødvendighedskriteriet i forskelsbehandlingsloven. I den konkrete sag fandt landsretten, at institutionen havde løftet bevisbyrden for, at kravet om fremmøde var nødvendigt, da ingen andre af institutionen ansatte havde de nødvendige faglige forudsætninger for at præsentere idræt som studieretningsfag.

Dommen er anket til Højesteret, og vi vil naturligvis holde dig opdateret om sagen.

kontakt

Finn Schwarz

Managing Partner

Jonas Enkegaard

Partner