Energiklagenævnet har ophævet Forsyningstilsynets afgørelse om, at udgifter til fjernvarmeunits ikke må indregnes i varmepriserne. Afgørelsen betyder, at fjernvarmeselskaber igen kan tilbyde en unitordning som en del af fjernvarmeforsyningen, såsom det har været praksis siden 2010. Horten har ført sagen for fjernvarmeselskabet.
Den ophævede afgørelse
Forsyningstilsynet ændrede i 2024 den eksisterende praksis fra 2010, hvorefter fjernvarmeselskaber kunne flytte leveringsgrænsen for fjernvarme til efter unit. Efter den nye praksis vil fjernvarmeselskaber alene kunne tilbyde en unitordning som tilknyttet eller sideordnet virksomhed.
Det indebar bl.a., at unitordningen skulle tilbydes på markedsvilkår, og at der ikke kunne lånes til unitordningen i KommuneKredit, idet kommuner ikke længere vil kunne stille garanti for lånet.
Energiklagenævnets afgørelse
Energiklagenævnet har ophævet Forsyningstilsynets praksisændring fra 2024.
Idet definitionen af kollektive varmeforsyningsanlæg ikke har ændret sig væsentligt siden varmeforsyningslovens vedtagelse i 1979, kunne tilsynet ikke ændre praksis fra 2010 med begrundelse i, at tilsynet ikke havde inddraget definitionen af et kollektivt varmeforsyningsanlæg i sin vurdering.
I 2010 vurderede tilsynet, at det efter varmeforsyningsloven ikke vil være urimeligt at ændre grænsen for levering af fjernvarme til efter unit, med den konsekvens, at nødvendige omkostninger hertil kunne indregnes i varmepriserne. Energiklagenævnet lagde på denne baggrund til grund, at tilsynet i 2010 må have vurderet og taget stilling til, at en fjernvarmeunit kan indgå som en del af det kollektive varmeforsyningsanlæg.
På dette grundlag fandt Energiklagenævnet, at der i varmeforsyningsloven er hjemmel til at opkræve de nødvendige omkostninger, der er forbundet med en ordning, hvor leveringsgrænsen flyttes til efter unit.
Unitordningen kan igen tilbydes som en del af fjernvarmeforsyningen
Afgørelsen indebærer, at tilsynspraksis fra 2010 fortsat er gældende. Et fjernvarmeværk kan således flytte leveringsgrænsen til efter unit, og levere en unitordning som en del af fjernvarmeforsyningen, dvs. som en del af hovedvirksomheden.
Konkret betyder ophævelsen af praksisændringen fra 2024:
- At fjernvarmeselskaber vil kunne låne til units på samme vilkår som til de øvrige dele af fjernvarmeanlægget, herunder i KommuneKredit, hvis kommunen stiller garanti.
- At en unitordning ikke kan tilbydes til markedspris, men at fjernvarmeselskaber, der vælger at tilbyde en unitordning, skal gøre det i overensstemmelse med prisreguleringen i varmeforsyningsloven.