Hvornår kan kommuner lovligt give huslejestøtte til private aktører? Har kommuner hjemmel til at aflyse kulturarrangementer som følge af den russiske invasion af Ukraine? Og hvilke muligheder har borgmestre, henholdsvis udvalgsformænd for at sætte sager på dagsordenen? Ny praksis fra kommunal­tilsynet besvarer nogle af disse spørgsmål.

Kommunaltilsynet forholder sig løbende til kommunalretlige problem­stillinger, og de sidste par måneder har budt på spændende udtalelser. Vi dykker ned i den nyeste praksis fra både Ankestyrelsen og Indenrigs- og Boligministeriet.

Kommuners mulighed for at yde huslejestøtte

I en generel udtalelse af 1. marts 2022 nåede Ankestyrelsen frem til, at kommuner i visse tilfælde lovligt kan give støtte i form af husleje eller ved at stille arealer til rådighed vederlagsfrit eller til en leje under markedslejen til private aktører, der ikke udelukkende varetager lovlige kommunale opgaver.

Generelt er det efter mellemleds­grund­sætningen en betingelse for at kunne give støtte, at støtten alene må gives til aktiviteter, som kommunen selv lovligt kan udøve. Hvis støtte­modtageren alene udøver lovlige kommunale aktiviteter, kan kommunen give støtte uden at skulle øremærke den. Hvis støttemodtageren der­imod kun delvist udøver lovlige kommunale aktiviteter, men fx også udøver kommercielle aktiviteter, skal kommunen gennem øremærkning sikre, at støtten kun anvendes til de lovlige kommunale aktiviteter.

Det er ikke muligt at øremærke anlægs­støtte, og i tilsynspraksis er hus­leje­støtte hidtil anset som anlægs­støtte. Det indebærer, at der ikke kan udlejes til en nedsat husleje, selvom lokalerne alene anvendes til lovlige kommunale opgaver, hvis lejer også (andre steder) udøver ikke-lovlige kommunale opgaver.

I sagen udtalte Ankestyrelsen imidler­tid som noget nyt, at det er muligt at øremærke huslejestøtte og udlån af kommunale arealer. Det er en betingelse, at støtten alene anvendes til opgaver eller aktiviteter, som kommunen lovligt selv kan varetage, herunder at støtte­modtagerens aktiviteter på arealerne eller i lokalerne ikke har til formål at give et økonomisk overskud.

Ankestyrelsen gik også skridtet videre og udtalte, at støttemodtager på visse betingelser kan anvende det lejede til andet end lovlige kommunale aktiviteter, fx kommercielle aktiviteter. Det er i så fald en betingelse, at de lovlige og de ikke-lovlige aktiviteter kan holdes klart adskilt, og at støttemodtager betaler markedsleje for det tidsrum, hvor lokalerne anvendes til ikke-kommunale formål.

Kommunen skal føre tilsyn med støtten, hvilket fx kan ske ved at betinge støtten af organisatorisk og regnskabs­mæssig adskillelse, så der er en klar opdeling af økonomien i forhold til de aktiviteter, kommunen lovligt selv kan varetage, henholdsvis den private aktørs andre aktiviteter.

Har kommuner hjemmel til at aflyse kulturarrangementer som følge af Ruslands invasion af Ukraine?

Kulturministeriet udtalte 28. februar 2022 til KL, at en kommune, der har ejerskab til eller kontrollerende indflydelse på et koncert- eller kulturhus, der har planlagt forestilling med fremtrædende russiske kompagnier eller ensembler, kan følge regeringens opfordring om at aflyse arrangementer på grund af invasionen af Ukraine og kan kompensere arrangøren. Kultur­ministeren udtalte endvidere, at aflysning og kompensation i en sådan situation vil være inden for rammerne af kommunalfuldmagtsreglerne, da kommunen ikke herved fører en selv­stændig udenrigspolitik, men agerer i overensstemmelse med regeringens opfordring. Under henvisning hertil redegjorde kulturministeren i et brev af 3. marts 2022 for retningslinjerne for kommuners aflysning af kultur­arrangementer i disse tilfælde.

Indenrigs- og Boligministeriet udtalte i et brev af 4. marts 2022, at det er ministeriets opfattelse, at kommunal­fuldmagtens udgangspunkt om, at kommuner ikke kan varetage udenrigs­politiske hensyn, kan fraviges i tilfælde, hvor regeringen opfordrer kommuner til at handle på en bestemt måde for at varetage sådanne hensyn. Det er dog frivilligt for kommunerne, om de vil følge regeringens opfordring til at handle på en bestemt måde.

Du kan læse mere om samme problem­stilling i inden­rigs- og boligministerens brev af 4. marts 2022, hvori ministeren henstillede til, at en kommune opsagde eller suspenderede venskabs­by­sam­arbejdet med Sankt Petersborg. Et enigt byråd besluttede herefter ikke at fortsætte venskabsbysamarbejdet.

Hvem kan sætte en sag på dagsordenen?

I et notat af 7. april 2022 har Indenrigs- og Boligministeriet udtalt sig generelt om borgmesterens, henholdsvis en udvalgsformands mulighed for at sætte en sag på dagsordenen.

Det fremgår, at borgmesteren som øverste daglige leder af forvaltningen har ret til at sætte en eksisterende sag, som hører under et udvalg, på dags­ordenen til møder i kommunal­bestyrelsen. Det følger af indgrebsretten, jf. kommunestyrelseslovens § 31 a, stk. 3. Derudover anføres, at kommune­styrelseslovens § 31, stk. 3, 2. pkt., må fortolkes sådan, at borgmesteren også har ret til at kræve, at en endnu ikke­eksisterende sag, der hører under et udvalg, sættes på kommunal­bestyrelsens dagsorden. Endelig anføres det, at borgmesteren i sin egenskab af formand for økonomi­udvalget har ret til at forelægge ud­valget spørgsmål af interesse for udvalget.

Derudover antages det, at borg­mesteren kan kræve spørgsmål uden for udvalgenes opgaveområder – fx om ændring af styrelsesvedtægter – forelagt kommunalbestyrelsen. I disse særlige tilfælde har borg­mesteren instruktionsbeføjelse i forhold til indstillingen og sagens oplysning.

For så vidt angår udvalgsformænd fremgår det af notatet, at der ikke er grundlag for at antage, at en udvalgs­formand, hvis rolle er at forberede og lede møderne, kan kræve en sag behandlet i udvalget. Begrundelsen synes at gå på, at formanden ikke har del i ledelsen af forvaltningen. For­manden kan dog på lige fod med øvrige udvalgsmedlemmer anvende sin initiativret efter kommunestyrelses­lovens § 11.

Ministeriet bemærker i den forbindelse, at der ikke er enighed i Bo Smith-udvalgets tilkendegivelse om, at udvalgs­­formanden beslutter, hvilke sager der skal på ud­valgets dagsorden.

Vederlag til formand og næstformand i et kommunalt fællesskab

Den 2. juni 2022 godkendte Anke­styrelsen et årligt fast vederlag til bestyrelsesformanden og næst­for­mændene i et kommunalt fællesskab på henholdsvis 169.000 kr. og 98.000 kr.

Vedtægterne for et kommunalt fælles­skab udgør hjemmelsgrundlaget for at vederlægge bestyrelsesmedlemmer. Det fremgår af en ældre cirkulære­skrivelse, at vederlæggelsen af hvervet som udgangspunkt bør ske på grund­lag af reglerne om mødediæter efter (nu) § 16 a i kommune­styrelses­loven. Efter praksis kan der – udover møde­diæter – ske vederlæggelse i de til­fælde, hvor forberedelse til møder går ud over, hvad der normalt kan forventes, eller hvor der er en betydelig arbejd­s­indsats, der ikke er direkte knyttet til mødevirksomhed, fx deltagelse i forhandlinger.

Ankestyrelsen lagde vægt på det anførte tidsforbrug, som var på 462 timer for bestyrelsesformanden og 280 timer for næstformændene, samt karakteren og mængden af de opgaver, som formandskabet har udover møde­virksomhed, herunder fx opgaver med at tilpasse og klargøre virksomheden i forhold til ny regulering på området.

Forfattere

Rikke Søgaard Berth

Partner

Malene Graff

Specialistadvokat

Anne Louise Ellingsøe

Advokatfuldmægtig