Ledningsejere er kun forpligtet til at fjerne ledninger på privat ejendom, hvis det er konkret nødvendigt for grundejerens brug af ejendommen. Det fastslår en ny dom fra Retten i Sønderborg. 

Retten i Sønderborg har i slutningen af juli afgjort en sag mellem en grundejer og et forsyningsselskab om, hvorvidt grundejeren kan kræve, at forsyningsselskabet fjerner en spildevandledning, der ikke længere er i brug. Horten repræsenterede forsyningsselskabet i sagen.

Sagens omdrejningspunkt var, om grundejeren kunne kræve ledningen fjernet, uden at dette var nødvendigt for grundejerens anvendelse af ejendommen.

Der er ikke tinglyst servitut, der fastslår, hvilke rettigheder der gælder for ledningen på ejendommen. Da ledningen ligger på privat ejendom, ligger den derfor på vilkår om det ulovbestemte gæsteprincip. Gæsteprincippet indebærer, at ledningsejeren skal betale for en eventuel fjernelse eller omlægning af ledningen, hvis dette er nødvendiggjort i forbindelse med grundejers ændrede anvendelse af ejendommen.

Tinglysningslovens § 1 og gæsteprincippet

Grundejeren gjorde i sagen gældende, at grundejer som godtroende aftaleerhverver havde fortrængt forsyningsselskabets ret til at have ledningen liggende på ejendommen. Derfor skulle gæsteprincippet slet ikke diskuteres, da forsyningsselskabet ikke har ret til at have ledningen liggende på ejendommen.

Forsyningsselskabet gjorde gældende, at betingelserne for at kunne kræve ledningen fjernet efter gæsteprincippet gælder, selvom grundejer har erhvervet ejendommen i god tro.

Retten fremhæver i sine præmisser, at ledningen er placeret på grunden efter aftale med en tidligere ejer, og at det ulovbestemte gæsteprincip derfor regulerer, i hvilket omfang grundejer kan kræve, at forsyningsselskabet fjerner ledningen. Tinglysningslovens § 1 kan ikke medføre, at en ny ejer af ejendommen får bedre ret end den tidligere.

Nødvendighedskravet i gæsteprincippet

Gæsteprincippet indebærer som nævnt, at ledningsejeren skal betale omkostninger for flytning eller fjernelse af ledningen, hvis dette er nødvendigt for grundejers ændrede anvendelse af ejendommen – fx som følge af et byggeprojekt eller lignende.

Grundejer havde ikke fremlagt dokumentation for, hvorfor det var nødvendigt at fjerne ledningen. Retten fandt derfor, at nødvendighedskravet ikke var opfyldt, og forsyningsselskabet fik derfor medhold i, at det ikke var forpligtet til at fjerne ledningen, før grundejer har godtgjort, at dette er nødvendigt.

Retten fremhævede i øvrigt, at omkostningerne og risikoen forbundet med at fjerne ledningen ikke stod mål med grundejerens interesse i at fjerne ledningen. Retten inddrager derved også rimelighedsbetragtninger i sin afgørelse.

Dommens betydning

De fleste forsyningsselskaber i Danmark har ledninger på privat ejendom. Gæsteprincippet er som ulovbestemt regel udviklet igennem retspraksis og administrativ praksis. Denne dom fra Retten i Sønderborg er dermed med til at fastlægge indholdet og betydningen af princippet. Dommen har derfor principiel betydning i forhold til afgrænsningen af, hvornår forsyningsselskaber har pligt til at fjerne en ledning, når grundejer kræver det.

Grundet sagens principielle karakter har DANVA været med i sagen som biintervenient til støtte for forsyningsselskabets synspunkter.

Vi afventer nu, om dommen bliver anket til landsretten.

Hvis du vil vide mere om udviklingen af gæsteprincippet i retspraksis, kan du læse vores nyhed 'Nye sager om ledningsejeres retstilling'

Kontakt

Line Markert

Partner (L)