Østre Landsret traf den 9. november 2020 afgørelse i en principiel sag, om en arbejdsgiver havde overtrådt lov om gennemførelse af dele af arbejdstidsdirektivet, ved ikke at give en medarbejder en ubrudt frokostpause på 30 minutter hver dag. Sagen handlede også om lønmodtageren, som følge af sit arbejde i frokostpausen var berettiget til efterbetaling af løn.
Lov giver ikke ret til 30 minutters sammenhængende pause
Det principielle spørgsmål i sagen var, om medarbejderen havde haft den pause, som hun var berettiget til efter lov om gennemførelse af dele af arbejdstidsdirektivet. Loven giver en medarbejder med daglig arbejdstid på over seks timer ret til en pause af et sådant omfang, at pausens formål tilgodeses. Medarbejderens fagforening gjorde under sagen gældende, at en frokostpause skulle være på 30 minutter og at medarbejderen i sagen ikke havde haft mulighed for at holde en sådan frokostpause, fordi hun havde besvaret telefonopkald i løbet af pausen.
De civile domstole i Danmark har ikke tidligere taget stilling til spørgsmålet om lovkrav til frokostpausens længde, hvorfor sagen blev henvist til Østre Landsret på grund af sin principielle karakter.
Landsretten fandt, at der ikke efter ordlyden af § 3 i lov om gennemførelse af dele af arbejdstidsdirektivet og forarbejderne til bestemmelsen kan stilles krav om, at en pause skal være af en bestemt længde, endsige at en frokostpause skal have en varighed af 30 minutter. Landsretten fandt desuden ikke grundlag for at anse flere korterevarende pauser, som hver især tilgodeså pausernes formål, for at være i strid med lovens ordlyd eller hensigt.
På den baggrund kom landsretten frem til, at det ikke var godtgjort, at medarbejderen ikke havde haft mulighed for at holde pauser af et sådant omfang, at pausens formål blev tilgodeset. Medarbejderen havde derfor ikke krav på godtgørelse for brud på lov om gennemførelse af dele af arbejdstidsdirektivet.
Var der tale om overarbejde?
Det påhvilede medarbejderen at føre bevis for, at hun var berettiget til yderligere betaling af løn på grund af arbejde i frokostpausen.
Landsretten lagde efter bevisførelsen til grund, at medarbejderen – navnlig i den første del af sin ansættelse – sammen med andre ansatte i virksomheden skulle tage telefoner, herunder også i betragteligt omfang i frokostpausen.
Landsretten fandt imidlertid efter en samlet vurdering, at medarbejderen ikke havde ført bevis for, at hun på grund af besvarelsen af telefonopkald i frokostpauserne havde været pålagt arbejde i videre omfang, end hun ifølge ansættelseskontrakten havde været forpligtet til. Landsretten lagde ved vurderingen vægt på hendes aflønning og øvrige ansættelsesforhold, herunder procentvist store månedlige bonusser.
Hvad viser afgørelsen?
Landsretten slår fast, at en pause ikke efter loven skal have en bestemt længde og at en frokostpause ikke skal være af 30 minutters varighed. Arbejdet kan derfor tilrettelægges på en måde, hvor medarbejderen får pauser i et sådant omfang, at pausens formål tilgodeses, samtidig med at der tages hensyn til den specifikke virksomheds drift. Afgørelsen har på dette punkt stor betydning for alle de virksomheder, hvor praktiske forhold gør, at pauser ikke kan skemalægges og hvor medarbejderne ikke hver dag kan holde en ubrudt, længere frokostpause.
Afgørelsen slår også fast, at de samlede løn- og ansættelsesvilkår spiller en væsentlig rolle ved den samlede vurdering af, om en medarbejder bliver pålagt arbejde i videre omfang, end hvad medarbejderen er forpligtet til. I den konkrete sag lagde landsretten således blandt andet vægt på, at medarbejderen havde modtaget månedlig bonus for sin indsats.
Advokat og partner Birgitte Frølund repræsenterede arbejdsgiveren i sagen.