Den 9. juli 2021 offentliggjorde EU-Kommissionen udkast til en ny gruppefritagelsesforordning for vertikale aftaler (VBER) og nye retningslinjer for vertikale aftaler. VBER-udkastet skal erstatte den gældende gruppefritagelsesforordning, der udløber 31. maj 2022. Der var høringsfrist for bemærkninger til udkastet i september 2021, og Kommissionen arbejder nu i den sidste fase frem imod en endelig tekst, som skal vedtages i maj 2022 og træde i kraft 1. juni 2022.
Hvad er den vertikale gruppefritagelsesforordning?
VBER er en EU-forordning, som fritager en række forhandleraftaler og distributionsaftaler fra konkurrencereglernes forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler. En vertikal aftale er nemlig en aftale mellem virksomheder på forskellige trin i produktions- eller distributionskæden, fx en aftale mellem leverandør og forhandler.
VBER gælder dog kun for aftaleforhold, hvor parternes markedsandele ikke overstiger 30 % af det relevante marked. Derudover må aftalen ikke indeholde såkaldte ”alvorlige konkurrencebegrænsninger”. De forudsætninger ser også ud til at blive bibeholdt, når der kommer nye regler og retningslinjer.
Formålet med de nye vertikale regler
Formålet med revisionen af VBER er at sikre, at reglerne stadig er relevante og effektive. EU-Kommissionens evaluering af VBER har vist, at der fortsat er et generelt behov for et effektivt regelsæt. Evalueringen viste også, at der er plads til forbedring. Særligt på den digitale front har markederne ændret sig markant siden 2010. Derfor er et af formålene med revisionen at tilpasse de gældende regler til en digital verden, hvor der er stor vækst i e-handel og salg via onlineplatforme.
De kommende regler for vertikale aftaler
Vi ved endnu ikke endeligt, hvordan de nye regler og retningslinjer ser ud, men Kommissionens udkast giver en god indikation om, hvad vi kan forvente.
Det ser ud til, at den grundlæggende metode og mange af fritagelsesmulighederne bevares. Der vil fx fortsat være mulighed for at arbejde med maksimale priser, vejledende udsalgspriser og 5-årige konkurrenceklausuler i aftaleperiodens løbetid. Det samme gælder klassiske distributionsformer som eneforhandling med beskyttelse af eksklusive områder eller kundegrupper og selektiv distribution.
Væsentlige ændringer i reglerne for vertikale aftaler
Den nye VBER og retningslinjerne ser også ud til at komme med ændringer på en række væsentlige områder. Vi har samlet et overblik her:
Adgang til mere end én eksklusiv forhandler
Efter den gældende VBER må en leverandør kun udpege én eksklusiv forhandler til et bestemt område eller en bestemt kundegruppe. Det kan gøre det svært at tilpasse forhandlernetværket til leverandørens behov. Den nye VBER lægger op til, at en leverandør skal kunne udpege mere end én eksklusiv forhandler per område eller kundegruppe, når det er passende set i forhold til eneretsområdet (delt eksklusivitet). Retningslinjerne præciserer, at antallet skal fastsættes, så der sikres en forhandleromsætning, som modsvarer investeringen i området.
Mere restriktiv tilgang til Dual Distribution
Dual distribution er den situation, hvor en leverandør selv forhandler i detailleddet parallelt med selvstændige forhandlere. Den gældende VBER fritager parallel distribution fra forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler, når forhandlerne kun er aktive i detailleddet.
Den konkurrenceretlige udfordring ved dual distribution er, at leverandør og forhandler har et samhandelsforhold og samtidig er konkurrenter. Samhandelsforhold kan medføre udveksling af konkurrencefølsomme oplysninger om fx priser og kunder, hvilket normalt ikke er lovligt for konkurrenter. For at imødegå disse problemer foreslås en række justeringer, herunder:
- Ny de minimis-regel: hvis parternes samlede markedsandele i detailledet ikke overstiger 10 %, er aftalen fritaget.
- Hvis parternes samlede markedsandele i detailleddet overstiger 10 %, men er under VBER's grænse på 30 %, så vil alle aspekter af aftalen være fritaget, bortset fra eventuel informationsudveksling mellem parterne.
Fritagelsesområdet udvides desuden, så fritagelsen ikke kun vil gælde for producenter, men også for grossister og importører.
Konkurrencebegrænsninger i onlineforhandling
Det ser ud til, at de nye regler i højere grad tilpasses den praktiske virkelighed inden for onlinesalg. Generelt for onlineforhandling vil der fortsat gælde et grundlæggende princip om, at en forhandler skal have adgang til at forhandle online. Et forbud mod internetsalg vil derfor fortsat være en alvorlig konkurrencebegrænsning, som ikke er omfattet af VBER.
Udkastet til den nye VBER beskriver direkte, hvornår online salg er "aktivt salg", som fx lovligt kan begrænses i en eneforhandleraftale. Det fremgår direkte, at aktive kundehenvendelser både offline og online er "aktivt salg". Hjemmesider, som er sprogligt tilpasset et område, betragtes som aktivt salg rettet mod området. Betalt annoncering rettet mod en bestemt kundegruppe tæller også som aktivt salg.
Derudover er udkastet til retningslinjerne mindre restriktivt på dual pricing, hvor leverandøren fx giver mere fordelagtige engrospriser til forhandlere med fysiske butikker end til onlinesalg. Dual pricing er en alvorlig konkurrencebegrænsning, som ikke kan fritages efter de gældende regler. I udkastet til de nye regler lægges der op til, at det er lovligt at prisdifferentiere, hvis formålet er at tilskynde til eller belønne investeringer i det fysiske salgssted. Prisforskellen skal hænge sammen med den forskel, der er i omkostningerne forbundet med henholdsvis fysisk og online salg.
Nye regler for onlineplatforme
Onlineplatforme spiller i dag en større rolle i distributionen af varer og tjenester end tidligere. Det er ikke altid let at kategorisere onlineplatformene i de traditionelle kasser som enten leverandører og forhandlere.
Derfor indeholder udkastet til den nye gruppefritagelsesforordning nye rammer for onlineplatforme. I de nye regler vil aftaler mellem forhandlere og onlineplatforme som udgangspunkt ikke være fritaget, hvis platformen selv sælger varer eller tjenesteydelser i konkurrence med de forhandlere, som platformen leverer onlineformidling til. Onlineformidlingstjenester defineres med udgangspunkt i P2B-forordningens definition og kvalificerer onlineformidlere som leverandører.
Onlineplatforme og MFN-klausuler
En såkaldt most-favoured nation ("MFN") klausul er en prisklausul, hvor en virksomhed forpligter sig til altid at give den bedste pris på sine varer til aftaleparten. MFN-klausuler er generelt fritaget efter den gældende gruppefritagelsesforordning.
Kommissionen foreslår, at den nye VBER ikke skal fritage MFN-klausuler, der forpligter en forhandler som sælger via onlineplatforme til ikke at sælge varer eller tjenester billigere på konkurrerende onlineplatforme. I stedet skal klausulerne vurderes individuelt. Alle andre typer MFN-klausuler er stadig omfattet af gruppefritagelsen.
Læs EU-Kommissionens udkast til en ny vertikal gruppefritagelsesforordning samt reviderede vertikale retningslinjer her: Public consultation on the draft revised Regulation on vertical agreements and vertical guidelines.