Overtaksationskommissionen fastslår, at der ved ekspropriation kun kan foretages fradrag for fordele i erstatningen, hvis det anlæg, der eksproprieres til fordel for, har været nødvendigt for at realisere den økonomiske fordel (værdistigningen).  

Sagen handlede om en kommunes ekspropriation til en kommunal vej, der skulle anlægges i et byudviklingsområde. Der blev foretaget delekspropriation af en ejendom til vejanlægget, og spørgsmålet var i den forbindelse, om der i erstatningen for arealafståelsen skulle foretages fradrag for fordele.


Princippet om fradrag for fordele fremgår af vejlovens § 103, stk. 2, hvorefter den eventuelle værdiforøgelse, som den tilbageblivende ejendom skønnes at opnå på grund af ekspropriationen, skal fradrages i erstatningen. Erstatningen kan helt bortfalde, hvis værdiforøgelsen af (rest)ejendommen skønnes at være større end det tab, der påføres ejendommens ejer på grund af ekspropriationen.

Spørgsmålet i den konkrete sag var bl.a., om den del af vejstrækningen, som ekspropriationen angik, var nødvendig for at realisere en værdistigning på restejendommen. I den konkrete sag var det byudviklingen som sådan, der hovedsageligt medførte værdistigningen, og spørgsmålet var derfor, om det var en nødvendighed for byudviklingen, at den pågældende vejstrækning blev anlagt.

Sagens behandling ved taksationsmyndighederne

Taksationskommissionen tog som 1. instans stilling til spørgsmålet og fandt, at erstatningen helt skulle bortfalde med den begrundelse, at:

'Ændringen af vejstrukturen i området sammenholdt med oplysningerne om baggrunden for og formålet med [byudviklingsområdet] har til følge, at restejendommen tilføres nogle fordele, der er større end det tab, som påføres ejendommen på grund af ekspropriationen'.

Erstatningen blev herefter fastsat til 0 kr.

Ejeren indbragte efterfølgende sagen for Overtaksationskommissionen, der herefter behandlede sagen. Overtaksationskommissionen udtalte med henvisning til Blangstedgård-dommen (U 1970.135 H), at der:

'Skal foretages fradrag for værdiforøgelse, uanset om andre ejendomme, der ikke afstår arealer, opnår en værdistigning som følge af vejanlægget, men kun i det omfang vejanlægget har været nødvendigt for, at værdistigningen er indtrådt…'.

Med henvisning til dette nødvendighedskrav fandt Overtaksationskommissionen, at den del af vejstrækningen, som ekspropriationen angik, ikke blev anlagt med det formål at realisere byudviklingen, men derimod at vejbetjene en parkeringsplads, der ikke i sig selv var nødvendig for områdets byudvikling.

Værdistigningen i området – og for den konkrete ejendom – måtte antages at ville ske, selvom den omhandlede vejstrækning ikke var blevet anlagt. Vejanlægget var således ikke nødvendigt for at realisere en værdistigning på restejendommen.

Overtaksationskommissionen lagde i den forbindelse vægt på, at den pågældende vejstrækning ikke var medtaget i de oprindelige helheds- eller projektplaner for området. På den baggrund fandt Overtaksationskommissionen, at der ikke var grundlag for at foretage fradrag for fordele i den konkrete situation og tilsidesatte således Taksationskommissionens kendelse.

Hvad viser Overtaksationskommissionens kendelse?


Overtaksationskommissionens kendelse er konkret begrundet men viser, at det nødvendighedskriterium, der bl.a. er fastslået i Blangstedgård-dommen, fortsat har stor betydning i forhold til, om der skal foretages fradrag for fordele. Den fastslår således også i lighed med tidligere domme og kendelser, at der ikke kan foretages fradrag for fordele, blot fordi en ejendom over tid opnår en værdistigning.

Det er også et krav, at der er konkret årsagssammenhæng mellem det anlæg, der eksproprieres til fordel for, og ejendommens værdistigning, dvs. at det anlæg, der eksproprieres til, har været en nødvendig forudsætning for værdistigningen.

Horten har bistået ejeren af ejendommen i sagen for Overtaksationskommissionen.

Kendelsen er afsagt den 29. maj 2020.

kontakt

Tue Trier Bing

Advokat

Christine Rønbøg Secher

Advokatfuldmægtig