Horten optager advokat Bo Christensen som juniorpartner og advokat René Frisdahl Jensen som partner.

Bo Christensen med speciale i insolvensret og rekonstruktion optages som juniorpartner, og René Frisdahl Jensen med speciale i energi-og forsyningsret optages som partner. De skal være med til at styrke Hortens brand og vision om at være blandt landets førende full service advokatkontorer.

Advokat Bo Christensen er specialiseret i insolvensret og rekonstruktion og rådgiver virksomheder og deres kreditorer om restrukturering og insolvensbehandling samt om generel erhvervs- og finansieringsret.

Bo rådgiver danske og udenlandske klienter om alle aspekter af insolvens, turnaround, restrukturering samt nødlidende engagementer og investeringer, fx refinansiering, kapitalfremskaffelse, kreditoraftaler, omstrukturering samt om selskabsretlige og generelle erhvervsretlige forhold. Han rådgiver også sunde virksomheder, som har behov for at udvikle, tilpasse eller skalere deres forretning gennem investeringer, kreditoptagelse, frasalg eller opkøb.

Bo er en del af de internationale netværk INSOL Europe og International Insolvency Institute’s NextGen Leadership program og har betydelig erfaring med sager, som har et internationalt element. Han spiller desuden en vigtig rolle i Hortens digitale innovationsprojekter inden for sit felt.

Advokat René Frisdahl Jensen er specialiseret i energi-og forsyningsret og har 20 års erfaring inden for området. René har en indgående brancheindsigt og kendskab til reguleringen på tværs af de forskellige forsyningssektorer og yder rådgivning til en lang række danske og udenlandske klienter om både regulatoriske spørgsmål, komplekse kontrakter, tvister og transaktioner inden for energi-og forsyningsområdet. Han rådgiver desuden om vedvarende energi, grøn omstilling og intelligente energiløsninger.

René har tidligere i sin karriere været ansat som Energi- og Erhvervsråd på den danske EU-repræsentation i Bruxelles og som specialkonsulent i Energistyrelsen. Han er fremhævet i opslagsværket Legal 500 som "Next generation partner".

Begge er tiltrådt med virkning fra 1. januar 2020.

kontakt

Bo Christensen

Juniorpartner

René Frisdahl Jensen

Partner